Hvem er YGSMRB ?

Det er modtageren er de 50 computere, 50 skærme, 50 tastaturer, 50 mus, diverse kabler, 3 servere med ekstra harddiskkabinet og tapebackupdrev, 1 printer og 2 stk netværksswitche fra Storebælt.

Kontakten blev skabt igennem Leo Larsen og Peter Appel fra GEUS. Computere og servere blev klargjort af IT-afdelingen i slutningen af marts i år og pakket på 3 paller og den 14. april sendt med lastbil til København. Her blev det pakket i 2 store specialkasser og sendt videre til Esbjerg hvor det blev afskibet til Aden i Yemen. Herfra stod YGSMRB selv for den videre transport de næsten 500 km til Sanaa. I begyndelsen af august fik SBF besked om at udstyret var ankommet sikkert til Sanaa.

GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) skriver blandt andet:
Forudsætningerne for større internationale investeringer i minebranchen i Yemen er til stede. Landet har en lovende geologi med mange mineralforekomster, og sølv og andre metaller er i fortiden blevet udnyttet. Den geologiske undersøgelse, Yemen Geological Survey and Mining Resources Board (YGSMRB) under Ministry of Oil and Minerals, har gennemført geologisk og geokemisk kortlægning af landet, men international markedsføring af mulighederne for mineraludnyttelse halter bagud. Med økonomisk støtte fra Verdensbanken har GEUS i løbet af 2008 samarbejdet med YGSMRB om at synliggøre Yemens mineralpotentiale og investeringsmulighederne. Arbejdet har omfattet systematisering af de geovidenskabelige data og opbygning af en database, hvorfra man interaktivt via YGSMRB’s hjemmeside kan trække oplysninger om geologien, mineralforekomster, rapporter og forskellige korttyper. En relancering af institutionens hjemmeside har også været en del af arbejdet, og den indeholder nu områder af speciel interesse for mineindustrien som fx lovgivning og reguleringer, investeringsmuligheder samt oplysninger om geologi, mineraler og kortmateriale. Endelig har projektet omfattet udarbejdelsen af trykt markedsføringsmateriale om udvalgte mineraler i Yemen og betingelserne for optagelse af minerallicenser. Materialet indgår i YGSMRB’s markedsføring af landet på internationale råstofmesser, og i marts 2009 samarbejder YGSMRB og GEUS om præsentationen af Yemens mineralpotentiale på den årlige PDAC mineralmesse i Toronto.

Læs mere om YGSMRB