Generelt om Yemen

Yemen, (af arab. al-Yaman ‘syden’, egl. ‘landet til højre’, opfattet som ‘det rette eller lykkelige sted’), republik dannet i 1990 som en sammenlægning af Nordyemen og Sydyemen, to af den arabiske verdens fattigste og mest tilbagestående lande. Ved sammenslutningen indledtes en demokratisering af det politiske system, men manglende økonomisk udvikling medførte en voksende social utilfredshed, der kulminerede med en borgerkrig i 1994. Siden er den demokratiske proces fortsat, men splittelserne i det yemenitiske samfund er store og fører jævnligt til vold.

Yemen (Landefakta)
    Kort over Yemen
Dansk navn Yemen
Lokalt navn al-Yaman
Engelsk navn Yemen
Areal 531.000 km2
Indbyggertal (2007) 21.000.000
Hovedstad Sana
Sprog arabisk (off.)
Befolkning arabere 95%, indere 2%, somaliere 2%, andre 1%
Religion sunnimuslimer 53%, shiamuslimer 47%
Møntenhed yemeni rial
Møntkode YER
Nationalitetsmærke til biler Y
Nationalitetsmærke til fly 7O
Internetdomænenavn .ye
BNP pr. indb. (2007) 590 $
Middellevetid (2007) mænd 60 år, kvinder 63 år
Indeks for levevilkår (HDI, 2007) 0,492
Indeks for levevilkår (position) 150

Nationalflag

Yemens flag blev officielt antaget i 1990.

Geografi

Yemen ligger på Den Arabiske Halvøs sydvestlige, bjergrige og mest frugtbare hjørne. Læs mere her

Sprog

Officielt sprog er standardarabisk. I det talte sprog er dialektforskellene betydelige. De fleste dialekter er beslægtet med andre dialekter på Den Arabiske Halvø; dog er ordforrådet og visse grammatiske former påvirket af sydarabisk. De sydarabiske dialekter soqotri og mehri tales hhv. på Sokotra og i det østligste Hadramawt. Ordforrådet er i det talte sprog præget af en del egyptiske indlån, ikke alene pga. egyptiske soldaters deltagelse i borgerkrigen 1962-68, men også pga. indflydelse af egyptisk tv og film.

Religion

Så godt som alle i Yemen er muslimer. Flertallet er sunnimuslimer og følger den shafiitiske retsskole (se shafiitter), men en stor del af befolkningen i det tidligere Nordyemen tilhører den shiamuslimske gren zaydiyya. Zaiditerne har navn efter Husayn ibn Alis sønnesøn Zaid (d. 740), som i 713/14 af nogle blev valgt som den femte imam i rækken, mens de øvrige shiamuslimer anerkendte Zaids bror. Zaydiyya, som derfor også kaldes fem-imam-linjen, har udviklet sin egen teologi og sin egen retslige tradition, som står sunniislam nærmere end andre shiamuslimske grene. Yemen har også en lille gruppe shiamuslimer af syv-imam-linjen (se ismailitter). Kun få hundrede yemenitiske jøder er tilbage i landet. Yemens religiøse anliggender administreres af et særligt religiøst ministerium.

Forfatning

Ifølge republikken Yemens forfatning, som er fra 1991 med væsentlige ændringer fra 1994, skal islamiske retsregler, sharia, danne grundlaget for al lovgivning, og økonomien skal være markedsbaseret. Den lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament, Repræsentanternes Hus, hvis 301 medlemmer vælges ved almindelige valg for fire år. Den udøvende magt har præsidenten, som vælges for fem år ved direkte valg; han kan kun genvælges én gang. Præsidenten udpeger statsministeren og de øvrige regeringsmedlemmer; regeringsdannelsen forudsætter parlamentets godkendelse.

Økonomi

Efter borgerkrigen i 1994 måtte Yemen anmode Den Internationale Valutafond om støtte. Modkravet var et reformprogram, der blev indført i 1995 og bl.a. indebar, at valutaen, riyal, blev devalueret, og fastkurspolitikken opgivet; endvidere blev finans- og pengepolitikken strammet for at reducere et stort budgetunderskud og nedbringe en høj inflation. Reformprogrammet indeholdt desuden krav om forbedring af de offentlige budgetter gennem et ambitiøst privatiseringsprogram. Det har regeringen dog tøvet med at iværksætte pga. arbejdsløsheden. Beskæftigelsessituationen forværres af, at en stor andel af befolkningen er analfabeter; derfor er uddannelsesområdet blevet prioriteret højt i udviklingspolitikken. Et andet problem er, at økonomien er meget følsom over for udsving i olieprisen; olie tegner sig for omkring 90% af eksportindtægterne, og Yemen er meget afhængig af import fra udlandet.

Da oliepriserne faldt i 1998, indefrøs IMF lån til Yemen, fordi dets regering ikke ville gennemføre alle de krævede besparelser; da brændstofsubsidierne blev nedskåret i 2005, udbrød der voldsomme uroligheder. Med stigende oliepriser fra 1999 er statsbudgettet forbedret og inflationen nedbragt; der er (2005) overskud på de eksterne balancer, og udlandsgælden er saneret. Yemen er dog fortsat Mellemøstens fattigste land, plaget af arbejdsløshed og korruption og afhængigt af overførsler fra yemenitter i udlandet og af bistand.

Eksporten går især til Kina, Chile og Thailand, mens importen hovedsagelig kommer fra Golfstaterne og Kina. Danmarks eksport til Yemen var i 2005 på 240 mio. kr., mens importen derfra var 2 mio. kr.

Uddannelse

Det offentlige, stærkt islamiskprægede uddannelsessystem er omkring 2000 i princippet gratis; dog betales bøger og eksamensgebyrer og -beviser. Analfabetismen udgør samlet i den voksne befolkning ca. 50% (2003) og er især udbredt blandt kvinder, hvor omkring 70% er analfabeter..

Den niårige obligatoriske grundskole for 6-15-årige efterfølges af en treårig overbygning. Skolegangen er dog stærkt præget af frafald, især blandt pigerne, som kun udgør ca. 1/4 af hver årgang.

Videregående uddannelse finder sted på landets universiteter i Sana og Aden og på de øvrige højere læreanstalter.

Kilde: den store danske